Den Oplevelsesorienterede Psykoterapi
Eksistentielt menneskesyn
Mennesket er underlagt nogle bestemte vilkår som er ufravigelige. Vi fødes, vi skal dø, vi har frihed og dermed medfølgende ansvar, vi kan opleve meningsløshed og isolation. Vi er forbundne med andre men alene med vores valg. Vi er unikke og har en iboende kraft mod udvikling. Den eksistentialistiske terapeut afholder sig fra at give svarene, men bidrager til at forfine, nuancere og reflektere over sin klients situation.
Fænomenologisk metode
Den der oplever, er den der oplever. Dvs. terapeuten har respekt for at den enkeltes virkelighed er sådan, som han eller hun oplever den. I samarbejdet med klienten vil terapeuten udfordre og tage vare på klientens oplevelse af verden. Tanken er, at klienten opnår større opmærksomhed på sig selv og sin måde at opleve verden på. Denne opmærksomhed giver mulighed for forandring. Hvis jeg vurderer, at klienten er parat til mere kreative tilgange i terapien anvender jeg ”stolearbejde”, ”tegnings- og visualiseringsøvelser”, ”drømmearbejde” og ”musik”.
Gestaltpsykologien
En teori, der bygger på at mennesket kontinuerligt på et intrapsykisk niveau søger at afslutte processer, der ikke er blevet afsluttet tidligere (oplevelser, hændelser, situationer) Vi har en trang til at give mening til det, vi ser. Hvis noget ikke giver mening, har det en tendens til at komme i forgrunden for vores bevidsthed og skabe spænding i vores krop og handlinger. Det udtrykker sig i måden, hvorpå vi har kontakt til andre mennesker.
"Jo mindre bevidst man er, jo flere illusioner gør man sig. Jo mere bevidst man er, jo færre illusioner gør man sig"
